|
¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ Hvem er vi? ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ |
|
|
|
d. 6. okt. - Aguas Calientes Efter 10 herlige, man haarde dage, er jeg naaet til Aguas Calientes, som er byen, men bliver noedt til at tage til for at naa til Machu Picchu. Stedet er fuldt af turister, og alt koster ogsaa mere her, men saadan er det jo med steder som disse. Jeg vil ikke fortaelle saa meget om de sidste 9 dage lige nu, da jeg vil bruge noget mere tid en og smale det hele. Benene er godt traette, hvilket ikke er saa saert, da vi nok har gaaet i omegnen af 175 km. for at naa til Santa Teresa, men har det ellers fint. Normalt kommer turisterne til Aguas Caliente af 2 veje. Endten tager man den 300 $ inka-rute, eller ogsaa tager man toget for 40 $ hver vej. Dette er vanvittig dyrt naar man taenker paa at man er i Peru. Men de fleste turister ved ikke dette, saa de betaler gladeligt. Naar man som jeg har rejst i en del tid, saa ved man ogsaa at der altid er en bagdoer til at komme til steder som dette, og det er der ogsaa. Uden problemer, kan man tage en bus til en by der hedder Santa Ana, og derfra tage en bus eller en lastbil videre til Santa Teresa. Derfra gaar der hver time en ny lastbil til en jernbane, hvorfra man er 2 timers gang fra byen Aguas Calientes. Hvis man ikke vil gaa kan man tage toget, som koster 8 $. Jeg tog dog kun halvdelen af ruten, da jeg trekkede i 9 dage. hvor vi saa en gammel inkaruin, som rent faktisk er stoerre end Machu Pichu, men da stedets infrastruktur ikke er udbygget nok, er det svaert for turister at ankomme til stedet. Det er ogsaa svaert at faa guider, der ved noget om stedet, men til gengaeld koster det ogsaa kun 3 $ at komme ind i stedet for de 40 $ man betaler for Machu Picchu. Naah, men jeg er en smule traet, og vi regener med at begynde at gaa allerede klokken 4 i nat, saa jeg tror jeg vil stoppe nu. Skal vaere frisk til i morgen. d. 25. sept. - Cuzco I morgen gaar det loes... Efter at have nyt nattelivet i et par dage og faaet gjort nye bekendtskaber me de lokale sker der for alvor noget i morgen. Jeg har nemlig moedt 4 rigitg flinke israelitter, og sammen tager vi i morgen paa en godt 11 dages trekking tur til blandt andet Machu Picchu. Det er en god gruppe, og vi har godt styr paa det hele. Lige nu glaeder jeg mig meget til at komme afsted.
Vi har faaet koebt godt ind, og planlagt her de sidste par dage. Det bliver en fantastisk tur. I aften kommer jeg nok til at drikke en enkelt oel sammen med en Moti. Han er en rigtig festabe, og sammen har vi lavet en del balade her de sidste par dage. Han er ogsaa en af isralitterne, som tager med.
Byen Cuzco er fyldt med liv og glade oplevelser. Kan rigtig godt lide byen, selvom den har et klart turistcenter, men der er stadig steder i byen, hvor man stadig kan maerke, at man er i Peru.
Naah ikke saa meget mere nu. I morgen gaar det loes kan ikke vente. Vi tager selvfoelgelig afsted uden guide, da det koster vanvittig meget at tage med et turistselskab. Vi har et godt kort, GPS-udstyr, et x-antal kompasser, og vi har hyret en hjaelper der skal passe muldyrene, saa det bliver ikke saa haardt, som da jeg loeb rundt i Huayhuash. De andre i gruppen har alle paanaer Nitsan ogsaa proevet at trekke laengere distancer, saa jeg har det rigtig godt med gruppen. Tror vi faar en fantastisk oplevelse. De er ogsaa nogle erfarerne rejsere, da jeg er den yngste i gruppen. Zark og Anat er 33, Moti er 28 og Nitsan er 29. Naah vil lige pakke det sidste. Ogsaa skal ganen fugtes. Hold jer smukke. d. 22. sept. - Cuzco Efter mere end en uge i Puno er jeg ankommet til Cuzco. Stedet er fyldt til briste punktet af turister, men stadig har byen en hvis charme. Jeg regner med at blive her i er par dage for dels at se byen, men ogsaa opleve dens natteliv, som skulle vaere meget muntert (af hvad jeg har hoert fra andre rejsere). 99,9 % af alle backpackere der rejser rundt i sydamerika tager til Cuzco da byen har en kaempe historiskvaerdi naar det gaelder inkaerne. Det var nemlig her at et af de stoerste slag mod spanierne blev kaempet. Desuden er der rundt om byen fyldt med ruiner, hvor Machu Pichu skilder sig ud som den bedst bevarede Inka-ruin i verdenen (eller det er i hvert fald hvad guide boegerne siger). Om den er det kan diskuteres, men da det er nemt at komme til stedet goer det, at Machu Pichu kan klare det turistpres, som aar efter aar bliver stoerre og stoerre.
Jeg blev i Puno i lidt laengere tid end planlagt dels paagrund af at jeg blev forfaerdelig syg en af dagene og det tog et par dage at komme ovenpaa igen. Jeg havde feber, og kunne ikke holde noget som helst i mig, hvis det ikke roeg ud den ene vej, saa var det den anden vej... Men takket vaere en speciel ven som plejede mig var det ikke saa ensomt. Ellers har jeg faaet drikket et par oel, gaaet en del rundt i byen og faaet et par gode venner, som jeg vil besoege igen efter Cuzco. Alt gaar godt, og i foelge min rejseplan ender jeg nok i Europa om godt 3 uger. d. 15. sept. - Puno Er stadig i Puno, og bliver her nok ogsaa i lidt laengere tid, da jeg er begyndt, at synes rigtig godt om byen. Er begyndt at faa et par venner her, som studerer paa universitetet i Puno. I gaar og i foregaars var jeg afsted for at se de flydende oeer, som Puno er kendt for. Det var dog tydeligt praeget af at der kommer mere end 100 turister om dagen, og hele herligheden mindede mere om en slags forlystelses aktivitet i Euro-Disney, men det var alligevel interessant. Vi tog afsted om morgenen klokken 8:30, hvor foerste stop var oeerne Uros.
Selve oeen flyder paa et godt 2 m. tykt taeppe af forskellige sov og roer, som en stor aakande, hvor man har bygget huse paa den. Beboerne lever primaert af fisk og nogle sivroer, som indeholder flour, og derfor har de alle et perfekt colgate smil. Mange af deres forfaedres skikke bruger de stadigvaek, men de er begyndt at tjene flere penge paa turismen, saa det er egentlig ikke slidet vaerd at arbejde alt for meget. Der er dog en anden oegruppe, som har boykottet turismen, og de lever stadig som deres forfaedre har gjort i mere end 30 generationer.
De fortalte os, hvordan de bygger oeen, og hvilke materialer den er lavet af. Hvorfor deres forfaedre blev noedt til at flygte ud paa soen, og hvor glade de er for turismen, da den giver dem mulighed for at oege deres livsvaerdi.
Derefter gik turen til en oe som jeg ikke kan udtale navnet paa. Her skulle vi overnatte, og jeg blev sammen med en frisk tysk toes paa 32 Naeste dag gik turen til Taquila, hvor vi endte efter en lille gaatur oppe paa hovedpladsen i byen. Herfra var det meningen, at vi skulle koebe nogle turistting, og have en alt for dyr frokost, saa jeg og Haike (den tyske kvinde) besluttede os for at vandre rundt paa oeen i stedet for.
Det viste sig at vaere en fornuftig prioritering, da vi fik set nogle steder af oeen, som de fleste ikke faar at se. Desuden fandt vi en strand saa vi hoppede ogsaa i vandet. Det var dog ulideligt koldt, saa det blev til ikke mere end en dukkert og 10 meters svoemning foer jeg var oppe af vandet igen. Derefter gik vi tilbage til baaden, og sejlede tilbage til Puno. Om aftenen tog vi paa et lille hygsomt diskotek, som jeg kendte fra natten foer. Det var en hyggelig aften, hvor vi dansede det meste af tiden.
I dag har jeg bare slappet af, og jeg har heller ikke de helt store planer for i dag. Jeg er nemlig blevet en lille smule forkoelet, og maven har det heller ikke alt for godt. Jeg skal dog moedes med Andi om 2 timer. Vi skal bare hange lidt ud og hun vil vise mig lidt af byen. Hun laeser til laerer paa universitetet, og ellers arbejder hun paa diskoteket, som jeg har besoegt et par gange. Hun er en meget soed og smuk pige paa 25... d. 12. sept. - Puno Tilbage i Peru, som nok bliver mit sidste land i Sydamerika for denne gang. Lige nu er jeg i en lille by ved navn Puno, som ligger ned til Titicaca soeen. Puno er ikke speciel interessant som saadan, men det er herfra at man kan tage paa tur til et par flydende oeer, som har eksisteret i flere tusinde aar. Legenden siger at befolkningen der bor paa oeerne blev traette af deres naboer, og derfor begyndte de at bygge en oe af de forskellige vragdele, som de kunne finde (Blandt os backpackere er der en anden historie, vi tror nemlig, at den oegede turisme har gjort at et par af oeerne flyder pga. de mange plastikflasker turisterne tager med til oerne).
I dag har jeg set lidt paa selve Puno, og som alle byer der har medturisme at goere er der en klar turistzone, og en lokalzone. Morgenmaden i turistzonen koster 4-6 gange mere end hvor de lokale gaar. I dag sad jeg og snakkede med en gammel stodder da jeg fik min 4 kr. frokost, som bestod af suppe til forret - en risret med en slags koedsovs til hovedret og desserten var budding med en kop kaffe til. Naah men mens jeg sad og snakkede med ham spurgte han mig om vi i Danmark havde spansk eller engelsk som modersmaal. Han var en munter og flink faetter, men hans viden va ikke speciel stor. Blandt andet var han ikke helt sikker paa om Spanierne snakkede spansk.
Naah jeg tror jeg vil ud og ha´ mig en oel. Er blevet en smule toerstig. d. 10. sept. - La Paz I dag loeb jeg ind i den skoere tysker igen, og denne gang havde han ogsaa nye maerkvaerdigheder at overraske mig med. Tilsyneladende har han sendt en 3 kg. pakke hjem til Tyskland, hvilket der jo ikke er noget underligt ved, men indholdet af pakken er: 1 kg kanel + nogle aebler og andet frugt fra Bolivia... Jeg er glad for at jeg ikke er den der skal aabne pakken om 3 maaneder... Jeg rejser i morgen til Peru. Det var ellers meningen at jeg ville tage et par dage til Copacabana, men da der er oproer i byen tager jeg uden om den. Oproeret skyldes turismen, da beboerne mener at de har krav til en del af de penge, som turismen medbringer. Derfor er man ikke populaer, hvis man er hvid. Busserne koerer heller ikke til byen, og jeg har lige snakket med en gruppe backpackere, der er sluppet ud af byen efter at have siddet fast i den i godt 8 dage. Derfor tager jeg direkte til Puno, som ogsaa ligger ved Lago Titicaca. d. 9. sept. - La Paz Jeg har vaeret forfaerdelig traet de seneste par dage. Dette skyldes isaer at bestigningen af bjerget var vanvittig haardt. Tror det er et af de haardeste fysiske udfordringer, som jeg har givet mig selv, men mere om det senere. D. 4. tog vi alle 4 (Paul fra England, Oliver og Seco fra Frankrig) afsted lidt over 9. Efter at vi havde faaet fat paa vores udstyr, som i bogstaveligt forstand skulle holde os i live de naeste 3 dage drog vi op til Base Camp, som ligger i en hoejde af 4.780 m. Vi moedte vores guide, som lige natten inden havde vaeret oppe med et hold paa godt 12 bestigere og 5 andre guider. Choco (vores guide) snuppede lige sin frokost, og bagefter loeb vi udstyret igennem, hvor han kasserede halvdelen af det, da det ikke var godt nok. Vi byttede os derfor til noget bedre udstyr af de bestigere som var kommet ned. Hen paa eftermiddagen gik vi hen til en gletcher for at oeve os i at klatre, og ligesom alting her i Bolivia, var det ikke sikkerheden, som
Naeste morgen stod vi op og spiste morgenmad, og var ellers klar til at drage afsted henad 9-tiden, men da vores 2. guide ikke havde vist sig endnu ventede vi indtil omkring klokkwn 13:00 foer vi dragede op. Efter godt 3 timer var vi ved det naeste refugio, som egentlig bare var nogle plader der var slaaet sammen. Det franske par var noget traette, saa mens de tog sig en lur gik jeg i gang med at klippe (skaerer/snitte) mine negle med min springkniv. Jeg havde nemlig efterladt min negleklipper ved Base Campe, men det tog blot lidt laengere tid, og selvfoelgelig skulle jeg ogsaa skaerer en rimelig dyb flaenge i min venstre tommelfinger, hvilket stadig irriterer mig graenseloest hver gang jeg tager sko paa.
Allerede klokken 18:00 gik vi i seng, da Choco havde sagt at vi skulle begynde at gaa allerede ved 1:30. Ingen af os kunne sove (udover selvfoelgelig guiderne, som jo er vant til det). Saa vi fik blot hvilet lidt luften var nemlig saa tynd, at det var svaert at falde i soevn kort og godt fordi ens hjerterytme var saa hoej. Vi skulle ogsaa sove i en hoejde af 5.300 m. (Dette er hoejere end Mont Blanc), hvilket ogsaa er det hoejeste jeg har vaeret indtil da. I baelgragende moerke begav vi os afsted. Foran os laa godt og vel 788 m. Naa nu er der pludselig kommet en munk ind paa internet cafeén... som er begyndt at praedike... Jeg giver ham lige en moent saa kan det
Paa vej ned havde jeg forfaerdeligt ondt i mine lunger, isaer den venstre. Det gjorde ondt hver gang jeg trak vejret, men jeg maatte bare foelge trop. Den smerte som jeg gik med havde jeg faktisk haft i rigtig lang tid, men jeg havde blot troet at det var mine lunger der bramdte efter oxygen. Nu hvor adrenalinen og Da jeg kom til La Paz sov jeg i godt og vel 14 timer, og naeste morgen var smerten i lungerne vaek, men de naeste 3 dage havde jeg rigtig oemme laar muskler. Saa det var godt, at jeg ikke havde planlagt det helt store. Har shoppet som en gal her de sidste par dage, selvom meget er det blot er til gaver. Jeg regner med at sende det hele hjem i morgen. Faa koebt min busbillet, ogsaa ellers faa brugt mine sidste bolivianske penge paa hvad der nu falder mig ind. d. 3. sept. - La Paz Saa har jeg faaet tilbragt en weekend i La Paz, og det har vaeret meget stille og roligt. Jeg har faaet koebt en masse ind, da det jo er vaittig billigt! Jeg kommer helt sikkert til at koebe samtlige gaver her i La Paz, dade har alt til ingen penge. Har brugt omkring 300 kr. i dag indtil videre, og faaet koebt en ny rygsaek og to par traeningsdragter (en adidas og en puma). Samt to dvd-film. I morgen klokken 9 boliviansk tid drager jeg ud paa et 3 dages eventyr. Maalet er at bestige det 6.088 meter hoeje bjerg ved navn Huasi Potosi. Jeg glaeder mi meget tilat proeve krafter med bjerget, da det laenge har vaeret et af mine maal her i Sydamerika at bestige et bjerg, der er mere end 6.000 m. d. 1. sept. - La Paz Efter godt og vel 27 timer i bus, er jeg naaet til La Paz. Busturen skulle saamaend dog kunne have vaeret paa 18 timer, men da der var en ulykke om natten tog det lige 9 timer ekstra. Vi var dog ikke indvolveret i ulykken, men 2 lastbiler havde kolideret og spaeret vejen, saa trafikken gled ikke lige saa nemt. Jeg har faaet indlogeret mig et rigtigt hyggeligt sted. Det koster dog ogsaa det dobbelte af, hvad jeg har betalt foer, men der er TV og morgenmaden er ogsaa betalt, saa det goer ikke saa meget. Havde ogsaa besluttet mig for at tage paa et af de bedre recidensials her i byen, dda jeg regner med at fylde vaerelset med en masse toej og andre ting, som jeg vil sende til Danmark.
Har dog ikke faaet aftensmad endnu, saa er en smule sulten (klokken er 21:15). Vil derfor ikke bruge mere tid ved nettet endnu. Det mest bemaerkelsevaerdige jeg saa paa min tur til La Paz, var en dame-fodboldkamp, hvor de bolivianske moedre loeb rundt i deres traditionelle dragter og spillede bold. Det er foerste gang jeg har overvaeret en kamp, hvor alle spillerene havde lange kjoler paa, og hvor haaret var sat i to lange fletninger. Havde dog ikke kameraet parat da vi passerede fodboldkampen, saa jeg fik ikke taget et billede, men hvilket syn ;). d. 31. aug. - Santa Cruz I dag gaar turen mod La Paz. Der er ca. 1 time til min bus gaar, og igen en gang er det en natbus, hvilket betyder, at jeg vil tilbrunge min 5. nat i en bus i Bolivia. Turen er paa godt 18 timer saa jeg har forsynet mug med moenter saa jeg kan koebe noget af de mange saelgere, som man moeder paa vejen.
De sidste par dage har vaeret rigtig gode. Jeg har vaeret et smut i en lille by, der hedder Samaipata, hvor der er en gammel spirituel inkaruin. Denne er unik da det er en kaempe klippe, som inkaerne har udhugget forskellige symboler i, og den har desuden haft spirituel betydning foer inkaerne kom der til. Jeg tog dertil sammen med en munter tysker, som havde koebt en flybillet fra tyskland til Buenos Aires og havde sin returbillet fra Caracas i Venezuela. Dette er der saamaend ikke noget maerkeligt ved, men han har kun 2 maaneder til at rejse hele vejen til Caracas. Det er en tur som let kunne tage 6-9 maaneder, hvis man ogsaa vil have tid til at opleve lidt.
De sidste par dage har jeg tilbragt sammen med to friske piger fra Spanien. Vi har vaeret ude og se nogle jesiut riuner/kirker, hvilket var meget interessant. De er et par hyggelige piger, som jeg med garanti vil se igen, naar jeg engang naar til Spanien. Ellers hygger jeg mig, selvom det er ved at vaere godt lummert, saa det bliver godt at komme op i hoejderne igen.
Tiden er gaaet vanvittig hurtigt. Kan ikke helt forstaa, at jeg har levet et aar nu i mellem/sydamerika. Er da ogsaa ved at vaere lidt traet af hele tiden at tage min rygsaek paa ryggen og drage videre. Det er ikke fordi jeg ikke nyder at rejse, men foeler mig bare lidt rodloes. Savner at slaa mig ned et sted for laengere tid, men det vil maaske ske naar jeg naar til Spanien. Det vil tiden vise. Danmark savner jeg ikke. Det er mere familie og venner, som jeg gerne vil se igen paa et eller andet tidspunkt i fremtiden. Mange skriver til mig og spoerger om hvornaar jeg kommer hjem til Danmark. Kort og godt saa ved jeg det ikke. Mine fremtids planer ligger ikke fast. Jeg har ikke engang en billet til Spanien endnu, men jeg regner med at tage dertil i slutningen af september, men intet ligger fast. Mine planer har det jo med at aendre sig, saa det kan sagtens ske igen. d. 26. aug. - Santa Cruz
d. 25. aug. - Trinidad Saa er der igen lidt tid paa en busterminal inden jeg tager min naeste bus. Jeg har efter at have talt med en aeldre evangelist fundet ud af at det er meget bedre, at tage direkte til Santa Cruz, og derefter begynde paa min rundtur i oest Bolivia. Lige nu sidder jeg ved en lille internet cafe, hvor man ikke ligefrem kan rose internet forbindelsen, men den er der da, og naar man alligevel har et par timer at slaa ihjel, goer det nok heller ikke saa meget. Knaeet faar jo ogsaa ro, saa laenge. I gaar var min bus 4 timer forsinket, saa jeg fik mig en lille lur paa en baenk paa banegaarden, og var igen engang yderst taknemmelig for min pude, som har redet min soverytme flere gange det seneste aars tid. Tiden naermer sig jo, hvor jeg har min aarsdag paa min rejse, men jeg har ikke fundet paa noget smart endnu at lave. Det kommer nok ;) I Rurrenebague var jeg jo som sagt i lidt over en uge, men eventyret startede allerede foer jeg naaede byen, for at komme omkring det meste vil jeg som vanen tro starte fra begyndelsen og via hukommelsen arbejde mig frem.
Denne tur viste sig dog at vaere mere interessant, men vanvittig farlig, og jeg toer roligt love, at jeg ALDRIG vil tage en bus fra La Paz og til Rurrenebague. Vejen har ogsaa ry for at vaere verdens farligste vej, og jeg maa ogsaa sige, at jeg aldrig har oplevet noget ligende. Med hjertet godt oppe i halsen sad jeg ved en vindueplads, og kunne blot Naa men efter 20 timer naaede vi frem til Rurre, hvor jeg fik indlogeret mig ved Hostal America. Trods navnet var jeg faktisk den eneste turist. Stedet ligger lige ned til floden, og Orlando, som har stedet, er en utrolig venlig ung gut med god humor. Allerede efter en overnatning var jeg afsted igen. Denne gang dog ikke i bus, men i en lille robaad med en kaempe paahaengsmotor. Sammen med min guide Emanuel og 3 briter var jeg paa vej ind i den Bolivianske jungel, hvor jeg skulle overnatte de naeste 3 naetter.
Den foerste dag stod programmet paa at gaa lidt rundt i junglen og vaenne sig til hvad det er for et sted. De tre briter var der dog kun for en overnatning, men alligevel havde de en god tur. Min oplevelse af junglen blev dog mere og mere intens som dagene skred frem. Emanuel var en fremragende guide og vidste alt hvad der er et vide om junglen. Naah men foerste dag indlogerede vi os i en lille hytte, som der var, og efter en rigtig god frokost (vi havde vores egen kok med) begav vi os ud paa en lille gaatur, hvor vi saa en masse papegoejer, og selvfoelgelig en masse planter og traer, hvor den ene saa mere eksotisk ud end den anden. Blandt andet saa vi en blomst, der kun blomstrer i 24 timer, hvorefter den doer hen. Om natten begav vi os ud paa en lille gatur der varede i godt en time. Her saa vi en kaempe edderkop, som er meget aggresiv. Emanuel fortalte os at den bider meget, og hvis man bliver bidt af den goer det rigtig ondt de naeste 24 timer, hvorefter man mister synet, det goer dog ikke ondt laengere :)
Da vi kom tilbage til lejren tog jeg og Emanuel afsked med de andre, og smalede nogle ting, som vi skulle bruge de naeste par dage. Sammen gik vi ned til baaden, og sejlede dyber ind i junglen. Her slog vi lejr og nu begyndte eventyret i junglen for alvor. Det eneste vi havde taget med os at spise, var ris og nogle groentsager. Derfor blev vi selv noedt til at samle frugter og fange fisk. Mens vi vandrede rundt i det nye miljoe kunne man se, at det var meget rigere paa dyreliv, end det sted vi havde vaeret dagen foer. Her var masser af fodspor, hvor af de mest interessante var fra jaguarer, pumaer og tapier. Desuden var der ogsaa masser af fodspor fra vildsvin. Om natten fortalte Emanuel mig historier om hvad der var skdt med folk i junglen og om, hvad man skulle passe paa.
Den sidste aften vi var der startede vi klokken 8 med at lede efter jaguaren og ved midnat vente vi tilbage til lejren. Vi havde dog ikke moedt den, men de 4 timer havde ikke paa nogen maade vaeret spildt. For mig havde det vaeret en utrolig intens oplevelse at gaa rundt i junglen isaer fordi, at Emanuel syntes jeg skulle gaa forrest med lygten i den ene haand og macheten i den anden. Junglen er nemlig meget anderledes om natten, lydene er anderledes, og dyrelivet er meget anderledes, og man skal vaere ekstra paapasselig med, hvor man saetter sine foedder.
Mens vi var afsted saa vi en tucan, en daadyr unge, masser af farverige insekter og kaempe sommerfugle, plus hoerte en masse lyde fra stoerre dyr, som loeb vaek fra os for bare at naevne et par stykker. Den sidste dag lavede vi smykker af kokosnoedder og taender, som vi havde fundet plus forskellige eksotiske sten fra frugter, som var blaa, og lignede til forveksling en slags perle. Emanuel lavede en halskaede til mig som blandt andet har 3 taender. En af dem er fra en kat som er en smule mindre end en puma. De andre 2 er fra en stor abe, som lever meget laengere inde i junglen, og som kan (og har) draebe et menneske.
Da jeg kom hjem til Rurre, var jeg rig paa oplevelser fra junglen, men allerede naeste dag tog jeg paa en 3 dages tur til Pampasen... Her var jeg i en gruppe sammen med 4 australiere. Den foerste dag brugte vi det meste af dagen paa at rejse hen til vores base camp. Foerst 4 timer i jeep, og derefter godt 3 timer i baad. Pampassen er meget anderledes end junglen, da dyrelivet er uvirkligt stort. Masser af krokodiller og aligatorer, samt nogle baever lignende vaesener der er
Naeste dag stod programmet paa anaconda jagt, men selvom vi ledte og ledte, kunne vi kun hoere dem flygte fra os. Dog fandt en anden gruppe en cobra, som vi ogsaa fik at se. Den var godt 2 meter og lang, men ikke meget giftig. Bismar (vores guide) fortalte os, at man blot blev svimmel og fik hovedpine, hvis man fik et bid.
Den ville ikke draebe én (der er dog en anden slange, som man hvis man bliver bidt af den, jaa saa har man kun 30 min. tilbage at goere godt med...). Om eftermiddagen holdt vi siesta og slappede af i haengekoejerne, inden den stod paa en svoemmetur i floden sammen med delfinerne. Jeg gik dog ikke i, da jeg jo foer har proevet at svoemme i en flod flydt med krokodiller, og havde egentlig ikke meget lyst til at proeve det igen. Men de andre gik i og kom hele op igen. En anden grund til jeg ikke gik i var, at jeg havde hoert historier om turister der havde mistet en taa eller to til piratfiskene, og jeg havde ikke synderligt meget lyst til at loebe risikoen.
Om aftenen spillede vi en lille volleyball kamp ved Sunset Bar, mens vi saa paa en skovbrand der havde husseret i mere end 1 maaned. Den var kommet rigtig taet paa nu, og om natten generede roegen os ogsaa, men vi var stadig i live naeste morgen da vi stod op og begav os ud paa en fisketur. Maalet var at fange et par piratfisk, som vi kunne spise til frokost, hvilket vi ogsaa fik gjort, og maette vendte vi snuden tilbage mod Rurre. Samme aften tog jeg en natbus til Trinidad, og nu er jeg her ved en internet cafe, og venter paa den naeste natbus til Santa Cruz. Igen engang bliver det 2 overnatningsbusser i traek. Vejen er vidst nok dog en del bedre til Santa Cruz. P.S. jeg har tilfoeget et afsnit jeg skrev d. 16 aug. men som jeg ikke kunne vedhaefte. Det er nedenfor.
|
kom i foerste raekke... Uden sikkerhedreb, og med 2 isoekser var jeg efter kun 1 times traening paa vej op af en 70 grader ismur, der var ca. 5. meter hoej (hvis jeg faldt ville jeg glide godt og vel 30 m. da vi havde klatret en del op af gletcheren for at naa til denne vaeg. Oev Oev internet caféen lukker nu saa resten af historien maa i faa senere, men her er et par billeder:
Om natten lavede vi et lille baal og spillede kort, mens vi snakkede om de naeste dages strabadser. Paul fortalte mig en hel del historier om hans oplevelser paa andre bjerge, og jeg blev mere og mere glad for at jeg skulle klatre sammen med ham, da det loed til at han kan sit kram.
motivationen for at naa toppen var vaek, blev smerten i mine lunger blot vaerre og vaerre. Vi havde hele tiden gaaet i med et reb hvor vi tre var spaendt fast. Choco foerte an, jeg var i midten og Paul var bagerst. Paa vej ned lavede vi om paa raekkefoelgen saa Paul var forrest, jeg i midten og Choco bagerst. Da vi ved 10-tiden naaede vores lejr holdte vi en pause. Jeg proevede ihaerdigt ikke at tage for dybe vejrtraekninger, men det var svaert, og naar jeg nyste eller hoste gav det ulidelige smerter. Baade fordi jeg var fysisk udmattet, men manglen paa soevn havde ogsaa koert mig mentalt ned. Gaa turen ned base camp blev derofr ogsaa meget stille 
Saa er der billeder fra det sidste stykke tid. Det giver lidt mere liv til historierne. Jeg har det gost, og humper ikke laengere saa meget rundt, da mit knae har det en del bedre, hvilket betyder, at jeg om en uges tid vil proeve at bestige et bjerg der er mere end 6.000 m. hoejt. Man bliver noedt til at bruge isoekser og specielle sko for at naa toppen, saa det bliver noget af et eventyr. I dag er det praesist et aar siden jeg forlod Bjergby. Saa det skal fejres paa behoerg vis... Santa Cruz er ogsaa Bolivas naeststoerste by. 
Da jeg forlod Uyuni havde jeg hoert rygter om hvor barsk busturen var til Oruro, men alligevel maa jeg nok sige, at jeg var en del overrasket. Det var som om man sad i en rutchebane med bind for oejnene, og proevede i herdigt paa at sove, uden det helt store held... Ved godt og vel 4 tiden om morgenen blev hele turist slaenget kommanderet ud af bussen, da vi skulle skifte bus, og 3 timer senere naaede vi La Paz. Godt traet fik jeg bakset mig hen til turist informationen i terminalen, og 15 min senere stod jeg i den anden del af byen og var i gang med at koebe en ny busbillet. Igen en gang gjorde jeg det, som jeg havde lovet mig paa forhaand ikke at goere nemlig at koebe en overnatnings bus i Bolivia...
observere hvordan buschauffoeren svingede ud og ind paa en vej, hvor knap 2 biler kunne passere hinanden. Langs vejen var der saa mange kors, at jeg holdt op med at taelle dem, og man kunne se vragdele i bunden af kloeften fra biler/busser der havde haft mindre held end vi havde. Pludselig forstod jeg meget bedre hvorfor de fleste turister, der tager til Rurre tager flyet. Om natten begyndte det at regne, hvilket resulterede i at bussen koerte ind i bjerget, hvilket vaekkede mig. Da jeg kom lidt mere til mig selv saa jeg folk loebe rundt udenfor med lygter og hakker. De var ved at grave busen fri, og efter et paent stykke tid begav vi os videre. Jeg faldt hurtigt i soevn igen, men vaagnede senere og opdagede, at vi holdt stille. Vi havde nemlig en punktering.
Naeste dag besoegte vi et lille landsbysamfund, som lever i et med naturen. De havde skudt et vildsvin dagen foer (med bue og pil) saa vi fik lov til at smage paa koedet, hvilket smagte fortraeffeligt. Vi fik ogsaa lov til at proeve krafter med deres jagningsmetoder. Og paa et tidspunkt fik jeg sendt en overdimensioneret pil afsted med saadan en kraft, at den borede sig godt og grundigt ind i styppen af et trae, hvilket imponerede de lokale en del.
paa stoerelse med en Sankt Bernhard. Masser af fugle og som noget helt specielt har de ogsaa nogle lyseroede delfiner. De er dog rigtig svaerre at faa billeder af, men jeg vist nok et enkelt okay. Floden har ogsaa masser af piratfisk, og naer floden er der en soe, som har anacondaer og cobra slanger. Den foerste dag ankom vi sendt paa eftermiddagen til lejren, og om aten tog vi paa en lille baadtur, hvor vi udstyrede med lygter ledede efter krokodillerne. Deres oejne giver nemlig et maerkeligt skaer naar man lyser paa dem om natten.
